20
den stærke Kulde og om Ulvene, der ved Nattetid streifede om paa Markerne. Frøken Rouault syntes ikke videre godt om Landlivet, især nu, da hele Byrden hvilede paa hende. Det var kjøligt i Værelset, og hendes Tænder kom til at klappre, hvorved hun blottede sine kjødfulde Læber, som hun pleiede at bide sig i, naar hun taug stille.
Hendes Hals traadte frem af den hvide, ombøiede Strimmel. Hendes Forhaar, hvis to sorte Fletninger saae ud, som om de var af eet eneste Stykke, saa glatte var de, skiltes midt paa Hovedet af en sin Skilning; de blottede neppe nok Øreflippen og gik sammen bagtil i en fyldig Knude, idet de hen mod Tindingerne gjorde en let Krusning, som Landsbylægen saae for første Gang i sit Liv. Hun havde rødmussede Kinder, og ligesom en Herre gik hun med en Skilpaddes-Lorgnet, der var stukket ind mellem to af Knapperne paa Livet af Kjolen.
Da Charles havde været oppe at sige Farvel til Hr. Rouault og kom ned igjen, stod hun med Panden imod Ruden og saae ud i Haven, hvor Blæsten havde revet Bønnestagerne omkuld. Hun vendte sig om.
— Leder De efter Noget? spurgte hun.
— Ja, efter min Ridepisk.
Og han gav sig til at lede paa Sengen, bag Dørene, under Stolene. Den var faldet ned paa Gulvet mellem Sækkene og Væggen. Frøken Emma opdagede den og bøiede sig ind over Kornsækkene. Af Galanteri styrtede Charles frem, og da han strakte Armen ud i samme Retning som hun, følte han sit Bryst streife den unge Piges Ryg, der bøiede sig ned under ham. Hun reiste sig blussende rød og skottede hen over Skulderen paa ham, idet hun rakte ham Pisken.
I Stedet for at komme igjen om tre Dage, som han havde lovet, kom han næste Dag, og derpaa regelmæssigt
