21
to Gange om Ugen, — uden at tale om de uventede Besøg, han Tid efter anden og ligesom tilfældigvis aflagde.
Alt gik for Resten godt, Helbredelsen besørgedes efter alle Kunstens Regler, og da man efter sexogfyrgetyve Dages Forløb saae Fa'er Rouault forsøge paa at gaae alene om i sin „Hule”, begyndte man at ansee Bovary for en meget duelig Mand.
Fa'er Rouault sagde, at han kunde ikke være bleven bedre kureret af de første Læger i Yvetot, ja ikke engang i Rouen.
Hvad Charles angik, søgte han slet ikke at spørge sig selv om, hvorfor det voldte ham Glæde at komme til Bertaux. Havde han tænkt derover, havde han udentvivl tilskrevet Sagens Vigtighed det eller den Fordel, han haabede sig deraf. Men var det derfor, at hans Besøg i Forpagtergaarden dannede en saa behagelig Undtagelse mellem hans kjedelige Beskjæftigelser? Paa de Dage stod han tidligt op og foer afsted i Galop, han sprang af Hesten for at aftørre Fødderne i Græsset og tog sorte Hansker paa, før han traadte ind i Stuen. Han holdt af at see sig selv ride ind i Gaarden, at føle Ledet dreie sig mod hans Skulder, at høre Hanen, der galede paa Muren og Karlene, der kom ham imøde. Han holdt af Laden og Staldene, han holdt af Fa'er Rouault, der modtog ham med et djærvt Haandslag og kaldte ham hans Redningsmand, han holdt af at see Emma bevæge sig henad Kjøkkengulvets skurede Fliser paa sine smaa Trætøfler, hvis høie Hæle gjorde hende lidt større og høre Tøflernes klapprende Lyd mod Læderet paa Halvstøvlen, naar hun gik foran ham.
Hun fulgte ham altid ud til det øverste Trappetrin. Naar man endnu ikke havde ført hans Hest frem, blev hun staaende der. Man havde sagt hinanden Farvel og talte ikke mere sammen, den friske Vind bevægede hendes Nakkehaar
