279
— Men jeg maa see Dem endnu engang, jeg har Noget at sige Dem.
— Hvad er det?
— Noget . . . Alvorligt, Vigtigt. Men De kan ikke reise, det er umuligt. Dersom De vidste! . . . hør mig! . . . De har da ikke gjættet, ikke forstaaet mig?
— De taler dog ganske godt for Dem, bemærkede Emma
— Oh! spot mig ikke! . . . lad mig for Guds Skyld see Dem igjen . . . blot een Gang, een eneste Gang!
— Nu vel! . . . hun stansede, ligesom for at betænke sig og tilføiede: Men ikke her!
— Hvor De vil!
— Vil De? . . . hun syntes at gruble og tilføiede i en kort Tone: Imorgen Klokken elleve i Kathedralkirken.
— Jeg skal være der, raabte han og greb hendes Haand, som hun hurtig trak til sig. De havde begge to reist sig, Léon stod netop bagved Emma, der stirrede ned for sig, han hældede sig henover hende og trykkede et fyrigt Kys paa hendes Nakke.
— Men De er jo afsindig! udbrød hun med smaa velklingende Latterudbrud, mens han vedblev at kysse hende.
Idet han strakte Hovedet frem over hendes Skulder, syntes han at søge et Samtykke i hendes Øine, men de hæftede sig paa ham med iskold Majestæt.
Léon traadte et Par Skridt tilbage for at forlade Værelset, han blev staaende paa Dørtærskelen og hviskede med skjælvende Stemme: Altsaa imorgen!
Hun svarede med et Nik og forsvandt som en Fugl i Sideværelset.
Lidt efter skrev Emma et langt Brev til Léon, hvori hun tog sit Løfte tilbage, Alt var endt imellem dem, og for
