286
„Paradiset”, „Kong David” og de „Fordømte i Helvedes Flammer”.
— Hvor skal Herren hen? spurgte Kusken.
— Det er ligegyldigt! sagde Léon og stødte Emma ind i Vognen, den tunge Maskine rullede afsted.
Den kjørte ned ad forskjellige Gader og Quaier og holdt foran Corneilles Statue.
— Kjør videre! raabte en Stemme inde fra Vognen.
Den kjørte atter til og rumlede endelig ind paa Jernbanegaarden.
— Nei, ligefrem, raabte den samme Stemme.
Fiacren foer ud af Gitterporten og efterat have naaet Promenaden, travede den langsomt afsted mellem de store Elmetræer. Kusken tørrede sig for Panden, stillede sin Læderhat ned mellem sine Fødder, styrede Vognen udenfor Alleerne langs Stranden og stansede for tredie Gang udenfor den zoologiske Have.
— Men saa kjør dog til! raabte Stemmen mere rasende.
Nu foer Vognen afsted uden Maal og Med, af og til kastede Kusken fortvivlede Blikke til Beværtningsstederne, han forstod ikke hvilket Raseri, der drev disse Mennesker til ikke at ville stanse, han prøvede undertiden derpaa, men hørte ligestrax vrede Udraab bagved sig. Saa piskede han løs paa sine to sveddryppende Dyr og foer afsted over Stok og Sten uden at ænse, om han skumplede eller af og til hang fast i Noget, nærved at græde af Tørst, Ærgrelse og Melankoli.
Ved Havnen mellem Fade og Trillebøre, paa Gader og Stræder, gjorde de forbavsede Borgerfolk store Øine ved Synet af denne for en Provinsby saa mærkværdige Begivenhed, en Vogn med nedrullede Gardiner, der stadig vedblev at kjøre frem og tilbage, mere lukket end en Grav og slingrende som et Skib.
Engang midt paa Dagen paa fri Mark i det Øieblik,
