285
— Det er urigtigt af Herren, det skal være firehundrede og fyrre Fod, kun ni mindre end den store ægyptiske Pyramide, det er Støbearbeide helt igjennem . . .
Léon flygtede. thi det forekom ham, at hans Kjærlighed, som i over to Timer havde forholdt sig ligesaa ubevægelig i denne Kirke som Stenene, nu vilde fordampe som en Røg ud af denne Art afstumpede Nar, aflange Fuglebur eller aabne Skorsten, som drister sig saa grotesk frem paa Kathedralen som et extravagant Indfald af en fantastisk Kobbersmed.
— Men hvor skal vi da hen? spurgte hun.
Uden at svare vedblev han at gaae hastig til, og Emma dyppede allerede sine Fingre i Vievandskarret, da de bag ved sig hørte et dybt pustende Aandedræt med regelmæssigt Akkompagnement af Stokkestød mod Gulvet. Léon vendte sig om, det var Schweitzeren, med en Bunke heftede Bind, som han dels holdt under Armen, dels støttede op til Maven, lutter Arbeider, der handlede om Kirken.
— Asen! brummede Léon og styrtede ud af Kirken. En lille Dreng løb om og legede udenfor paa Pladsen.
— Skaf mig en Vogn! Drengen foer afsted, de stod i nogle Øieblikke alene, Ansigt til Ansigt og grumme forlegne.
— Men Léon . . . jeg veed virkelig ikke . . . om jeg bør . . . sagde hun koket og tilføiede, det er høist upassende.
— Hvorfor? spurgte Skriveren, man gjør det i Paris.
Disse Ord bestemte hende som et uimodsigeligt Argument.
Imidlertid kom Vognen ikke. Léon var angst, for at hun skulde gaae ind igjen i Kirken, endelig kom den da.
— Gaae dog i det Mindste ud af den nordlige Portal! raabte Schweitzeren (der var bleven staaende paa Dørtærskelen) efter dem, og see „Opstandelsen”, den „yderste Dag”,
