284
forestiller akkurat den Samme; det er ikke muligt at tænke sig en ypperligere Gjengivelse af Forgængeligheden.
Emma tog sin Lorgnet for Øiet, Léon betragtede hende i Taushed, idet han ikke længere prøvede paa at sige et eneste Ord eller gjøre en eneste Bevægelse, i den Grad modløs følte han sig ligeoverfor den Enes Sladdren og den Andens Ligegyldighed.
Den evindelige Fører vedblev: Den knælende Kvinde, der græder ved hans Side, er hans Hustru Diana af Poitiers, Grevinde til Brezé, Hertuginde af Valentinois, født 1499, død 1566, Kvinden med Barnet tilvenstre skal være Jomfru Maria. Vend Dem nu om til den anden Side! der er Amboisernes Grave. De var begge Kardinaler og Biskopper i Rouen, denne var Minister under Ludvig den 12te, han har gjort Kirken meget Godt, han testamenterede tredivetusind Gulddalere til de Fattige.
Og uafbrudt talende stødte han dem ind i et af Sokler opfyldt Kapel, skubbede nogle tilside og blottede en Art Blok, der godt kunde være en slet forfærdiget Statue.
— Denne, sagde han med et dybt Suk, prydede fordum den engelske Konges og normandiske Hertugs Rikard Løvehjertes Grav, det er Kalvinisterne, min Herre, der har bragt den i denne Tilstand; af Ondskabsfuldhed nedgravede de den i Jorden under Bispesædet, her er den Dør, hvorigjennem hans Herlighed begiver sig til sin Bolig. Lad os nu betragte Glasmalerierne!
Men Léon trak hurtig en Sølvmønt op af Lommen og greb Emma ved Armen, Schweitzeren stod aldeles forstenet, han kunde slet ikke forstaae denne utidige Gavmildhed, da der endnu var saameget tilbage at see. Han raabte derfor efter dem: Herre, Spiret, Spiret!
— Nei tak, raabte Léon.
