288
Landsbyen var tavs som sædvanlig. Paa Gadehjørnerne laae der smaa rosenrøde Dynger og røg i Luften, thi det var i Syltetiden, og i Yonville syltede man samme Dag i alle Husene; den anselige Dynge foran Apoteket tilkjendegav tydeligt Forskjellen imellem et Officin og et borgerligt Hus, det almindelige Behov og et individuelt Lune.
Hun traadte ind. Den store Lænestol var væltet omkuld, og „Rouens Fakkel” laae midt paa Gulvet mellem to Stødere. Hun lukkede Gangdøren op, og midt i Kjøkkenet mellem mørke Gryder, fulde af pillede Ribs, raspet og stødt Sukker, Vægter paa Bordet og Bækkenet paa Ilden, opdagede hun hele Familien Homais, Store og Smaa med Forklæder, der naaede dem op til Hagen og Gasler i Haanden. Justin stod med sænket Hoved ligeoverfor Apotekeren, der skreg:
— Hvem havde bedt Dig om at gaae ind efter den i „Kapernaum”?
— Hvad er der dog paafærde?
— Hvad der er paafærde! raabte Apotekeren. Vi sylter, det var lige ved at koge over, fordi Ilden var for stærk, saa beordrer jeg et andet Bækken. Saa tager Fyren der af Ladhed, af Dovenskab, den Nøgle, der hænger paa et Søm i mit Laboratorium, Nøglen til „Kapernaum”.
Saaledes benævnede Homais et Tagkammer, der var fuldt af Kar og Apotekerfager, hvor han ofte tilbragte hele Timer ganske alene med at klistre Etiketter, med at øse fra det ene Kar over i det andet, med at tilbinde Flasker. Han betragtede det ikke som et simpelt Pulterkammer, men som en Helligdom, hvorfra tilberedte af hans Haand alle Slags Piller, Bygsuper, Badevande og Mixturer strømmede ud og udbredte hans Berømmelse vidt og bredt. Ingen i Verden satte sine Fødder der, han respekterede det saa høit, at han selv feiede derinde, kort sagt hvis Apoteket var et for Alle og
