289
Enhver tilgjængeligt Sted, hvor Homais prangede i hele sin Stolthed, var „Kapernaum” det Tilflugtssted, hvor han i egoistisk Afsondring frydedes ved at dyrke sine Yndlingsbeskjæftigelser, derfor forekom Justins Ubesindighed ham at være en forfærdelig Frækhed, og rødere i Hovedet end Ribsene gjentog han:
— Ja til „Kapernaum”. Nøglen, der slutter for Syrerne og Alkalierne. Han gaaer hen og tager et Reservebækken, et Bækken med Laag, som jeg maaske aldrig selv vilde betjene mig af. Alt har sin Betydning i vor vanskelige Kunst; men man maa pinedød kjende Forskjel og ikke anvende til næsten husligt Brug hvad, der er bestemt til farmaceutiske Sager, der var ligesom man vilde skjære en Høne for med en Skalpel, ligesom en Øvrighedsperson . . . .
— Men berolig Dig dog! bad Fru Homais, og Athalie trak ham i Frakkeskjøderne og skreg: Papa, Papa.
— Nei, lad mig være! udbrød Apotekeren, lad mig være, han kan ligesaa gjerne strax etablere sig som Urtekræmmer, respekter Ingenting, slaa det hellere ligestrax Altsammen itu, slip Iglerne ud, brænd Althæaroden, sylt Agurker i Krukkerne, flæng Bandagerne!
— Men De havde jo . . . . sagde Emma.
— Nu skal jeg ligestrax være til Deres Disposition. — Veed Du, hvad Du udsatte Dig for? Har Du ikke seet Noget til Venstre i Hjørnet paa den tredie Hylde? — Tal, svar, saa sig dog Noget.
— Det veed . . . jeg ikke, stammede den unge Fyr.
— Naa det veed Du ikke, ja saa veed jeg det. Du har seet en blaa Glasflaske, forseglet med gult Lak, der indeholder et hvidt Støv, hvorpaa jeg selv har skrevet „farligt”, og veed Du, hvad der var deri? Arsenik, og Du rører derved, Du tager et Bækken, som staaer ved Siden deraf.
