290
— Ved Siden deraf! udbrød Fru Homais med foldede Hænder. Arsenik, Du kunde jo have forgivet os Allesammen. Og Børnene gav sig til at udstøde Hyl, som om de allerede havde følt gyselige Smerter i deres Indvolde.
— Eller forgive en Syg! vedblev Apotekeren. Du vilde altsaa have mig paa Forbryderbænken, for Assiseretten, see mig slæbt paa Skafottet. Har Du da ikke seet, hvor omhyggeligt jeg selv gaaer til Værks, uagtet jeg har en saa umaadelig Øvelse. Ofte bliver jeg forfærdet over mig selv, naar jeg tænker paa mit Ansvar, thi Regjeringen forfølger os, og den absurde Lovgivning hænger ligesom et sandt Damoklessværd over vore Hoveder.
Emma tænkte ikke længere paa at spørge, hvad man vilde hende, og Homais vedblev med afbrudte Sætninger:
— Saaledes gjengjælder Du altsaa den Godhed, jeg har viist Dig. Saaledes belønner Du den faderlige Omhu, jeg ødsler paa Dig, thi hvad vilde Du vel være uden mig? hvad vilde Du vel gjøre? Hvem giver Dig Føde, Opdragelse, Klæder og Midler til engang med Hæder at kunne figurere i Samfundets Rækker? Men derfor skal der ogsaa arbeides, der maa hænges i, det nytter sgu ikke at lægge Hænderne i Skjødet, fabricando fit faber, age quod agis (ved at smede bliver man Smed, gjør ordenligt Alt hvad Du gjør), han citerede Latin, saa forbittret var han, han havde citeret Kinesisk og Grønlandsk, hvis han havde kunnet disse Sprog, thi han befandt sig i en af disse Kriser, hvori Sjælen uden Forskjel viser, hvad den indeslutter, ligesom Oceanet, der i Orkaner aabner sig ligefra Græsset paa dets Bred til Sandet i dets Afgrunde.
— Jeg begynder skrækkeligt at fortryde, vedblev han, at jeg har taget Dig til mig, jeg havde sikkerligt gjort bedre i at lade Dig raadne i den Elendighed og det Smuds, hvori
