292
Hjerner, plette Athalies Renhed og fordærve Napoléon. Han er jo allerede udviklet som en Mand, er Du ogsaa vis paa, at han ikke har læst den? kan Du forsikre mig derom?
— Men, min Herre, De havde jo Noget at sige mig, bemærkede Emma.
— Ja, det er sandt, Frue, Deres Svigerfader er død.
Charles' Fader var virkelig død for et Par Dage siden af et Slagtilfælde, og af overdreven Forsigtighed, for at skaane Emma, havde Charles bedt Homais om at meddele hende denne sørgelige Efterretning saa skaansomt som muligt.
Han havde spekuleret paa sin Tale, han havde afrundet, glattet den og filet paa den, den var et Mesterværk af Forsigtighed, fine Vendinger og delikate Hensyn, men Vreden havde bortskyllet al denne Rhetorik.
Emma opgav at erfare de nærmere Omstændigheder og forlod Apoteket, thi Homais havde atter begyndt at buldre løs, efterhaanden blev han dog roligere og brummede endelig med en faderlig Tone, idet han viftede sig med sin græske Hue:
— Det er jo ikke, fordi jeg aldeles misbilliger dette Værk, Forfatteren var Læge. Der er visse videnskabelige Afsnit deraf, som en Mand har godt af at kjende, og jeg drister mig selv til at sige, som han bør kjende; men senere, senere! Vent i det Mindste, til Du bliver udviklet.
Da Emma ringede paa, kom Charles hende i Møde med udstrakte Arme og sagde med taarekvalt Stemme:
— Ak min dyrebare Veninde! Han bøiede sig blidt for at kysse hende, men ved Berøringen af hans Læber greb Mindet om den Anden hende, og hun foer gysende med Haanden henover Ansigtet.
Imidlertid svarede hun: Ja, jeg veed det . . . jeg veed det . . .
