301
for at forminskes af Fraværelsen, tiltog denne Lyst efter at gjensee hende saa stærkt, at han en Lørdagmorgen smuttede bort fra Kontoret.
Da han oppe fra Bukken saa Kirketaarnet med dens Blikfane, der dreiede sig for Vinden, følte han denne med triumferende Forfængelighed og egoistisk Bevægelse blandede Fryd, som Millionæren maa føle, naar han aflægger Besøg i den Landsby, hvori han er født.
Han streifede omkring hendes Hus, der brændte Lys i Kjøkkenet. Han saae hendes Skygge paa Gardinerne, men der var Ingen, som viste sig.
Da Madam Lefrançois saae ham, udstødte hun Beundringsudraab, hun fandt ham „større og slankere”, mens Artémise derimod fandt ham „kraftigere og mørkere.”
Han spiste i den lille Sal, men ene uden Skattekræveren, thi Binet, som var bleven kjed af at vente paa „Svalen”, havde nu rykket sit Maaltid en Time tilbage, saa at han nu spiste præcis Klokken fem.
Léon bestemte sig endelig til at banke paa Lægens Dør. Fruen var i sit Værelse, hvorfra hun først kom ned et Kvarterstid efter. Herren syntes fornøiet ved at gjensee ham, men rørte sig ikke af Pletten hverken den Aften eller hele den følgende Dag.
Han saae hende ene om Aftenen meget sent, bag ved Haven i det lille Stræde; — i det lille Stræde ligesom den Anden! det var daarligt Veir, og de passiarede under en Paraply ved Lygteskinnet.
Deres Skilsmisse blev dem utaalelig. — Hellere døe, sagde Emma. Hun krympede sig med Taarer ved hans Arm. Lev vel! Lev vel! . . . naar seer jeg Dig igjen?
De gik tilbage for endnu engang at omfavne hinanden, og da gav hun ham det Løfte, under et eller andet Paaskud,
