302
at sinde Leilighed til at mødes uhindret med ham mindst een Gang om Ugen. Hun var forøvrigt ved godt Mod, hun vilde jo snart faae Penge.
Derfor kjøbte hun gule stribede Gardiner til sit Værelse, hvis billige Pris L'heureux havde fremhævet, hun fik Lyst til et Gulvtæppe, og L'heureux, der mente, „at det jo ikke var nogen Herregaard”, lovede høfligt at forskaffe hende et. Hun kunde ikke længere undvære hans Tjenester. Tyve Gange om Dagen sendte hun Bud efter ham, og han lod strax sine Sager ligge, uden at tillade sig en Bemærkning. Man kunde heller ikke forstaae, hvorfor Mo'er Rollet spiste Frokost hver Dag i Huset og endogsaa aflagde hende særlige Besøg.
Det var i denne Periode nemlig henimod Begyndelsen af Vinteren, at hun syntes grebet af en ivrig Kjærlighed til Musiken.
En Aften, da Charles hørte paa hende, begyndte hun ærgerligt fire Gange i Træk paa det samme Nummer, mens han uden at lægge Mærke til Forskjellen, stadig udbrød: Bravo! . . . meget godt! . . . men bliv dog ved!
— Nei, det er jo forfærdeligt! mine Fingre er formeligt rustne.
Næste Aften bad han hende atter om at spille lidt for ham.
— Ja, naar det kan more Dig! og Charles maatte virkelig indrømme, at hun var gaaet tilbage. Hun greb feile Noder, snublede i Løbene og holdt pludselig op med de Ord:
— Nei, det er forbi! jeg maatte tage Timer men . . . hun bed sig i Læberne og tilføiede: Tyve Francs hver Gang, det er altfor dyrt.
— Ja . . . det er jo . . . lidt vel meget, bemærkede Charles med en enfoldig Latter, men det forekommer mig dog, at man kan faae billigere Undervisning, der gives jo Kunstnere uden Ry, som undertiden lærer bedre fra sig end de berømteste Lærere.
