Side:Fru Bovary.djvu/311

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

303

— Find dem! sagde Emma.

Da han næste Dag kom hjem, saae han skjelmsk hen til hende og kunde endelig ikke lade være med at bemærke: Hvor Du undertiden er paastaaelig, jeg var idag i Barfeuchères hos Liégards, og Fruen fortalte mig, at hendes tre Døttre fik Undervisuing for halvtredie Francs Timen og det endda af en dygtig Lærerinde.

Hun trak paa Skuldrene og aabnede ikke mere sit Instrument.

Men naar hun gik forbi det, og Bovary var i Stuen, sukkede hun: Ak mit stakkels Klaver! Og naar der var Besøg, glemte hun aldrig at fortælle, at hun havde opgivet Musiken og nu ikke kunde give sig til at dyrke den af tvingende Aarsager. Man beklagede hende, det var stor Skade! hun, der havde havt saameget Talent! Man talte derom til Charles, man skammede ham ud og navnlig gjorde Apotekeren det.

— Det er en Feil af Dem! man maa aldrig lade nogen Naturgave ligge brak! Og tænk saa paa, kjære Ven, at naar De holder Deres Kone til at øve sig, sparer De senere paa Deres Barns musikalske Uddannelse! Jeg finder, at Mødrene selv bør undervise deres Børn. Det er en af Rousseaus Ideer, den er maaske lidt ung endnu, men den vil seire med Tiden, det er jeg vis paa ligesom Moderens egen Diegiven og Vaccinationen.

Charles vendte atter tilbage til Klaverspørgsmaalet, Emma svarede bittert, at det var bedre at sælge det. Dette stakkels Klaver, der havde forvoldt hende saamegen forfængelig Tilfredsstillelse! skulde hun see det drage bort, vilde det være, som om en Del af hende selv gik til Grunde!

— Hvis Du vilde . . . sagde han, saa kunde jo en Time af og til ikke ruinere os.