311
len med Pisken. Snerten sved ham paa Saarene, og han faldt om i Skarnet med en Hylen.
Lidt efter lidt faldt Passagererne i Søvn, nogle med aaben Mund, andre med sænket Hage, lænende sig til Sidemandens Skulder, eller med Armen stukket i Læderremmen og regelmæssigt slingrende hvergang Vognen rystede. — Skinnet af Lygten, der dinglede udenfor, trængte ind i Vognen gjennem de chokoladefarvede Bomuldsgardiner og kastede blodfarvede Skygger over alle disse ubevægelige Skikkelser. Beruset af Sørgmodighed rystede Emma af Kulde — og følte idelig Kulde om Fødderne og Døden i Hjertet.
Charles ventede paa hende hjemme, „Svalen” kom altid meget sent om Torsdagen. Endelig kom da Fruen! det var neppe nok, at hun kyssede den Lille. Middagsmaden var ikke færdig, men ligemeget! hun undskyldte Pigen, Alt syntes nu at være denne Skabning tilladt.
Undertiden, naar hendes Mand lagde Mærke til hendes blege Farve, spurgte han, om hun var syg.
— Nei! svarede Emma.
— Men, Du seer saa besynderlig ud i Aften.
— Aa, det har ikke Noget at sige.
Der var endogsaa Dage, hvor hun efter neppe at være kommet hjem, strax ilede op paa sit Værelse, og Justin, der befandt sig deroppe, listede omkring med sagte Skridt og var flinkere til at opvarte hende end den dygtigste Kammerjomfru. Han stillede Svovlstikker, Lysestagen og en Bog hen til hende, lagde hendes Natdragt frem og slog Dynen op.
— Naa, sagde hun, det er godt, gaae Din Vei, thi han blev staaende med hængende Hænder og opspilede Øine som fastholdt af et Drømmevæv.
Den næste Dag var skrækkelig for hende, og de følgende blev endnu utaaleligere, fordi hun idelig længtes efter, at den
