312
lykkelige Dag skulde vende tilbage, en glubsk Attraa, som ophidsedes ved Drømme, og som den syvende Dag brød aldeles løs under Léons Kjærtegn. Hans Fyrighed skjulte sig under Udbrud af Henrykkelse og Erkjendtlighed, Emma vedligeholdt denne Kjærlighed ved alle mulige Kunstgreb og skjælvede tidt af Frygt for engang at miste den.
Ofte sagde hun til ham med blid Melankoli: Du vil engang forlade mig! . . . Du vil gifte Dig! . . . Du vil være ligesom de Andre.
Han spurgte: Hvilke Andre?
— Alle Mændene, svarede hun og tilføiede, idet hun smægtende stødte ham bort: I er alle Uslinger!
En Dag, da de passiarede filosofisk om de jordiske Illusioners Forgjængelighed, kom hun til at sige (for at experimentere med hans Jalousi, eller idet hun maaske gav efter for en Meddelelsestrang, som hun ikke kunde betvinge), at hun tidligere havde elsket en Mand, men „ikke som Dig”, fortsatte hun hurtig, idet hun svoer ved sin Datters Hoved „at der ikke var foregaaet Noget”.
Den unge Mand troede hende, men spurgte hende af Nysgjerrighed, om hvad „han” var.
— Han var Søofficer, min Ven!
Var det ikke at forebygge enhver Opdagelse og samtidig at stille sig selv meget høit ved denne foregivne Forblændelse, hun havde øvet paa en Mand, der maatte have et krigerisk Sind og være vant til Hyldest?
Skriveren følte da sin ubetydelige Livsstilling, han higede efter Kors, Epauletter og Ordener. Alt dette maatte falde i hendes Smag, derom overtydede hendes flotte Vaner ham.
Imidlertid fortaug Emma dog en betydelig Del af sine Extravagancer, som for Exempel sin Lyst til at eie en blaa Tilbury, forspændt med en engelsk Hest og kjørt af en Groom
