Side:Fru Bovary.djvu/321

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

313

med store Kravestøvler, hvori hun kunde tage til Rouen. Det var Justin, der havde indgydt hende denne Lyst ved at bønfalde hende om at tage ham i Huset som Tjener — og dersom dette Savn ikke forringede Gjensynets Fryd, saa forøgede det dog Tilbageturens Bitterhed.

Naar de talte sammen om Paris, mumlede hun ofte:

— Hvor vi kunde leve lykkelige der!

— Men er vi da ikke lykkelige? sagde den unge Mand med Haanden henover hendes Haar.

— Jo, det er sandt, svarede hun, jeg er vanvittig, kys mig.

Hun var venligere mod sin Mand end nogensinde før, lavede Mandelbuddinger til ham og spillede Valse for ham efter Bordet. Han var altsaa den Lykkeligste af alle Dødelige, og Emma levede uden Frygt, da han pludselig en Aften spurgte hende:

— Det er jo Frøken Lempereur, der giver Dig Timer, ikke sandt?

— Jo.

— Men jeg traf hende dog forleden Dag hos Fru Liégard og talte med hende om Dig, hun kjender Dig ikke.

Det var som et Lynslag, imidlertid svarede hun med et aldeles naturligt Udtryk.

— Saa har hun rimeligvis glemt mit Navn.

— Der er maaske flere Frøkener Lempereur i Rouen, som er Musiklærerinder, sagde Lægen.

— Det er muligt! Jeg har dog hendes Kvitteringer, nu skal Du faae dem at see. Og hun gik hen til Sekretæren, rodede i alle Skufferne, blandede alle Papirerne mellem hverandre, og blev tilsist saa konfus, at Charles bønfaldt hende om ikke at gjøre sig alt det Hovedbrud for disse usle Kvitteringer.