323
kreere mig lidt, thi jeg falder aldeles sammen her. Saa skal vi i Teatret, paa Kaféerne, vi vil gjøre Dumheder.
— Men, kjære Ven! . . . mumlede Fru Homais ømt, forskrækket over de ubestemte Farer, han stod i Begreb med at udsætte sig for.
— See, der har vi det! Du finder altsaa, at jeg ikke ødelægger mit Helbred nok ved at leve mellem de idelige Uddunstninger fra Apoteket! Men saaledes er jo Fruentimmernes Karakter. De er skinsyge paa Videnskaben og modsætter sig dog, at man nyder de uskyldigste Adspredelser. Men ligemeget, stol De kun paa mig, en af disse Dage dumper jeg ned i Rouen, og saa skal vi slaae til „Skaglerne”.
Tidligere vilde Apotekeren have vogtet sig meget for et sligt Udtryk, men for Tiden yndede han en flot Parisertone, og ligesom sin Naboerske Fru Bovary udspurgte han Skriveren med Nysgjerrighed om Hovedstadslivet og anvendte endogsaa de nyeste Udtryk fra Gadesproget for at blænde . . . Yonvilles skikkelige Beboere.
En Torsdag blev derfor Emma overrasket ved at træffe Homais i den „forgyldte Løves” Kjøkken reiseklædt, det vil sige indsvøbt i en gammel Kappe, som man aldrig havde vidst, at han eiede; mens han i den ene Haand bar en Vadsæk og i den anden Fodposen fra sit Etablissement. Han havde ikke betroet Nogen sit Forsæt af Frygt for at forurolige Publikum ved sin Fraværelse.
Tanken om at gjensee de Steder, hvor hans Ungdom var henrundet, satte ham rimeligvis i en vis Begeistring, hans Mund stod ikke et Øieblik stille underveis, og de havde neppe naaet Rouen, før han i en Fart sprang ud af Vognen, for at opsøge Léon, Skriverens Modstand kunde ikke nytte noget, Homais trak ham hen med i den store Café de Normandie, hvor han traadte majestætisk ind med Hatten paa Hovedet,
