324
idet han fandt det altfor provinsmæssigt at blotte Hovedet paa et offenligt Sted.
Emma ventede i tre Kvarter paa Léon. Endelig løb hun hen paa hans Kontor, og fortabt i alle Slags Gisninger, anklagende ham for Ligegyldighed og bebreidende sig selv sin Svaghed, tilbragte hun Eftermiddagen med Panden lænet mod Ruden.
Endnu Klokken to sad de til Bords ligeoverfor hinanden. Den store Sal tømtes efterhaanden, det palmeformede forgyldte Kakkelovnsrør rundede sig imod det hvide Loft, tæt ved dem paa den anden Side af Vinduesruden i det fulde Sollys plaskede et lille Vandspring i et Marmorbassin, hvor tre døde Hummer mellem Karse og Asparges strakte sig hen imod en Stabel Vagtler.
Homais var sjæleglad. Skjønt Luxusen egenlig berusede ham mere end den gode Mad, hjalp dog ogsaa Pomardvinen til at hidse hans Sanser, og da endelig Rhumomeletten kom ind, begyndte han at udvikle temmelig umoralske Anskuelser om Fruentimmerne. Hvad der mest henrykte ham, var det „Flotte”. Han tilbad et udsøgt Toilette i en elegant møbleret Leilighed og havde en Svaghed for „de Buttede”.
Léon stirrede fortvivlet hen paa Uret. Apotekeren drak, spiste og talte.
— Deres Elskede, udbrød han pludselig, boer jo ikke langt herfra. — Og da den Anden blev rød, tilføiede han: — Vær nu oprigtig, De kan ikke nægte, at De i Yonville? . . . — Den unge Mand stammede — hos Bovarys . . . der gjorde De Kur?
— Men til hvem?
— Til Pigen.
Det var ikke hans Spøg, Léons Forfængelighed besei-
