328
at hun maatte have gjennemgaaet alle Slags Nydelser og Lidelser. Hvad der forhen henrykkede ham, forskrækkede ham nu noget, forøvrigt oprørtes han mod denne Absorbering af hans Personlighed, der stadig tiltog. Han var harmfuld paa Emma for denne stadige Seir. Han gjorde sig endogsaa Umage for ikke mere at elske hende, men naar han hørte hendes Støvler knirke, følte han sig feig som Drukkenbolten ved Synet af berusende Drikke.
Men hun ødslede ogsaa paa ham med al Slags Opmærksomhed, ligefra Bordets Glæder til kokette Kjoler og smægtende Blikke. Hun gjemte Roser ved sin Barm og kastede dem hen i Ansigtet paa ham, viste sig bekymret for hans Helbred, gav ham Raad angaaende hans Opførsel og for at knytte ham yderligere til sig i det Haab, at Himlen maaske vilde yde sin Bistand dertil, hang hun en Medaillon om Halsen paa ham med den hellige Jomfrues Billede. Som en dydig Moder erkyndigede hun sig om hans Kammerater. Hun sagde til ham: Du skal ikke omgaaes med dem, gaae ikke ud, tænk kun paa vor Kjærlighed, elsk mig! Hun havde ønsket at kunne vaage over hans Liv, og da fik hun den Tanke at lade ham følge paa Gaden. Tæt ved Hotellet stod der stadig en Slags Vagabond, der preiede de Reisende, og som ikke vilde afslaae . . . men hendes Stolthed oprørtes. — Lad ham bedrage mig, hvis han vil! det er mig ligegyldigt! bryder jeg mig derom?
En Dag da de skiltes tidligt, og hun gik ene over Boulevarden, fik hun Øie paa sit Klosters Mure, hun satte sig da hen paa en Bænk under Elmetræernes Skygge. Hvilken Ro hun dengang havde nydt! hvor hun misundte de naive Følelser, som hun havde søgt at skabe sig, efter Bøger.
De første Maaneder af hendes Ægteskab, hendes Ridt i Skoven, Vicomten, med hvem hun havde valset, den syn-
