26
og gjenfandt Alt som den foregaaende Dag, det vil sige som for fem Maaneder siden; Pæretræerne stod allerede i Blomst og den Gamle, som nu var oppe, gik ud og ind, hvorved det Hele fik et livligere Præg.
Da Forpagteren ansaae det for sin Pligt at vise Lægen saamegen Forekommenhed som muligt paa Grund af hans sørgelige Tab, bad han ham om at beholde Hatten paa Hovedet, talte ganske sagte til ham, som om han havde været syg og lod endogsaa som han blev vred, fordi man ikke havde lavet nogle lettere Retter for hans Skyld som Flødekager eller kogte Pærer. Han fortalte Historier. Charles greb sig selv i at lee, men Mindet om hans Kone gjorde ham pludselig forstemt, Kaffen kom ind, og saa tænkte han ikke mere paa hende.
Efterhaanden som han vænnede sig til at leve alene, tænkte han mindre paa hende; Den hidtil ukjendte Behagelighed ved at føle sig uafhængig gjorde ham Ensomheden langt mere taalelig. Nu kunde han forandre sine Spisetider, gaae ud og komme hjem uden at aflægge Regnskab derfor, og naar han var dygtig træt, kunde han strække sig i al Magelighed i sin Seng. Han gjorde sig det bekvemt, hyggede om sig og modtog al den Trøst, man gav ham. Paa den anden Side havde hans Kones Død slet ikke skadet hans Praxis, idet man nemlig en heel Maaned var vedblevet at gjentage: „Hvilken Ulykke for den stakkels unge Mand”, havde hans Navn faaet Udbredelse, hans Søgning var tiltaget, og nu kunde han med let Hjerte besøge Rouaults. Han nærede et Haab uden noget vist Maal, han nød en ubestemt Lykke, han syntes, at han var kommet til at see bedre ud, naar han redte sine Bakkenbarter for Speilet.
Han kom en Dag henimod Klokken Tre; de var Alle ude i Markerne, han gik ind i Kjøkkenet, men fik ikke strax
