25
III.
En Morgenstund kom Fa'er Rouault selv for at bringe Charles hans Salair for det kurerede Ben, det bestod i halvfjersindstyve Francs i Fyrgeogtyve-Sousstykker og en Kalkun. Han havde erfaret Ulykken og søgte at trøste ham, saa godt han formaaede.
Jeg veed, hvad det har at betyde, sagde han og slog ham paa Skulderen. Jeg har selv været akkurat ligesom De. Da jeg havde mistet min salig Kone, gik jeg ud paa Markerne for at være ganske ene, jeg kastede mig ned ved Foden af et Træ og græd, jeg kaldte paa den gode Gud, jeg sagde Dumheder til ham, jeg misundte min Sandten de dræbte Muldvarpe, der hang og raadnede paa Grenene, kortsagt jeg ønskede mig kreperet. Og naar jeg faa tænkte paa, at saamange Andre i selvsamme Øieblik sad og omfavnede deres rare smaa Koner, saa huggede jeg i Jorden med min Stok og var nærved at blive gal, jeg havde ingen Lyst til at spise, og blot Tanken om at gaae ind paa Kroen væmmede mig, det skulde De vel neppe tro. Men den ene Dag gik efter den anden, det blev Foraar efter Vinteren og Høst efter Sommeren, og ganske sagte lidt efter lidt svandt det hen, det fortog sig, eller jeg skulde nok rettere sige, det satte sig, for der bliver dog altid Lidt tilbage, — saadan en løierlig Klemmen for Brystet. Men vi skal jo Alle den Vei, saa det er da ikke værdt at lade sig tære hen for det . . . . De skal ryste det af Dem, Hr. Bovary, saa gaaer det nok over. Kom og besøg os, min Datter tænker af og til paa Dem, skal De vide, og hun siger, at De har strevet os i Glemmebogen. Nu bliver det snart Foraar, saa skal De faae Lov til at skyde en af mine Kaniner, for at adsprede Dem lidt.
Charles fulgte hans Raad. Han tog atter til Bertaux
