340
— Troer De virkelig, lille Frue, at jeg evig og altid vil være Deres Leverandør og Kræmmer for Guds Skyld? Jeg maa dog virkelig engang have mine udlagte Penge, lad os dog være fornuftige Mennesker! Hun gjorde Indsigelser i Anledning af Gjældens Størrelse. — Det er slemt for Dem; men Domstolen har godkjendt den! det er blevet tilkjendegivet Dem. Forøvrigt er det ikke mig, det er Vinçart.
— Men kan De ikke . . .
— Nei, paa ingen mulige Maader.
— Men . . . lad os nu tale fornuftigt sammen.
Hun søgte Udflugter, hun havde ikke vidst Noget . . . det var en Overraskelse.
— Hvis er Skylden? spurgte L'heureux med et ironisk Buk. Mens jeg slider som en Slave morer De Dem.
— Ingen Moralprækener!
— Det kan aldrig skade.
Hun var feig, bønfaldt ham og støttede endogsaa sin Haand, sin smukke hvide lange Haand paa Kjøbmandens Knæ.
— Lad mig være! Man skulde troe, at De vilde forføre mig.
— Skurk! udbrød hun.
— Hvor De tager paa Veie, sagde han smilende.
— Men jeg skal vise Folk, hvem De er. Jeg skal fortælle min Mand . . .
— Saa skal jeg ogsaa vise Deres Mand Noget.
Og L'heureux tog den Kvittering paa attenhundrede Francs frem, som hun havde givet ham, dengang Vinçart diskonterede den.
— Troer De, at den stakkels kjære Mand ikke vilde kunne forstaae dette lille Tyveri? vedblev han.
Hun faldt sammen, mere bedøvet end, hvis hun havde faaet et Kølleslag i Hovedet.
