351
Tørvemoserne ved Grumesnil eller Jorderne ved Havre, indladt sig paa ypperlige næsten aldeles sikkre Spekulationer, og han lod hende fortæres af Harme ved Tanken om de fantastiske Summer, hun sikkert kunde have vundet.
— Hvoraf kommer det, vedblev han, at De ikke tidligere har henvendt Dem til mig?
— Jeg veed det ikke rigtigt, svarede hun.
— Hvorfor? . . . Jeg gjorde Dem vel meget angst. Det er tvertimod mig, der har Anledning til at beklage mig; jeg kjender Dem jo neppe. Jeg nærer dog megen Hengivenhed for Dem, jeg haaber, at De ikke tvivler derom.
Han rakte hende sin Haand, greb hendes, fæstede et glubsk Kys derpaa og beholdt den paa sit Knæ, og han legede blidt med hendes Fingre, idet han sagde hende tusind Komplimenter.
Hans fade Stemme summede som en rislende Bæk, hans Øine skjød Gnister gjennem Brillerne, og hans Hænder trængte ind i Emmas Ærme for at omfatte hendes Arm, hun følte et stønnende Aandepust mod sin Kind. Denne Mand generede hende skrækkeligt.
Hun reiste sig med et Sæt og sagde: Jeg venter, min Herre.
— Paa hvad? spurgte Notaren og blev pludselig aldeles bleg.
— Paa Pengene.
— Men . . . han gav efter for sin Attraa, der aldeles overvældede ham: nu vel! ja! . . . og han slæbte sig paa Knæ henimod hende, uden at bryde sig om sin Slaabrok. — Bliv for Guds Skyld! jeg elsker Dem! Han greb hende om Livet.
En purpurrød Strøm skjød sig op i hendes Ansigt. Hun veg tilbage med et forfærdeligt Udtryk og raabte:
