354
paa det siste Stykke, han stod ved Maalet. I det halvmørke Værksted fløi det lyse Støv fra hans Værktøi som Gnister under galoperende Hestehove, de to Hjul dreiede rundt og snurrede, Binet smilede med sænket Hage, udspilede Næseboer og syntes fortabt i denne fuldstændige Lyksalighed, som rimeligvis kun kan opnaaes ved tarvelige Beskjæftigelser, der more Tanken med let overvindelige Vanskeligheder og tilfredsstille den ved en Udførelse, ud over hvilken der ikke kan tænkes noget Ypperligere.
— Der er hun! sagde Fru Tuvache.
Men det var umuligt at høre Noget for Dreiebænken.
Endelig troede disse Damer at skjelne Ordet „Francs”, og Mairens Kone hviskede ganske sagte:
— Hun beder ham om Udsættelse for sit Skattebidrag.
— Sandsynligvis, svarede den Anden.
De saae hende gaae op og ned i Værelset og tage Servietteringene, Lysestagerne, Rækværkskuglerne i Øiesyn, mens Binet veltilfreds strøg sit Skjæg.
— Skulde hun være kommet for at gjøre en Bestilling? spurgte Fru Tuvache.
— Men han sælger jo ikke Noget, svarede den Anden.
Skattekræveren saae ud til at lytte til hende med opspilede Øine, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Hun vedblev paa en øm, bønfaldende Maade. Hun traadte nærmere til ham, hendes Barm bølgede op og ned, de talte ikke mere.
— Gjør hun ham Tilbud? spurgte Fru Tuvache.
Binet var rød lige op til Ørene. Hun greb hans Hænder.
— Men det er dog for stærkt!
Uden Tvivl foreslog hun ham noget ganske Forfærdeligt, thi — Binet var dog tapper, han havde kjæmpet ved Bautzen
