355
og Lützen, gjort Felttoget i Frankrig med og var endogsaa bleven indstillet til Korset — pludselig foer han langt tilbage som ved Synet af en Slange og raabte: — Hvad tænker De paa, Frue? . . .
— Man burde piske den Slags Fruentimmer! udbrød Mairens Kone.
— Hvor blev hun af? spurgte Fru Caron.
Thi hun var pludselig forsvundet, men da de saae hende ile ned ad Landeveien og dreie til Høire, som for at naae ud til Kirkegaarden, fortabte de sig i Gisninger.
— Mo'er Rollet, sagde hun efter at være naaet ud til
Ammen, jeg er nær ved at kvæles! . . . løs mit Tøi!
Hun faldt hulkende ned paa Sengen. Mo'er Rollet dækkede hende til med et Skjørt og blev staaende ved Siden af hende. Da hun ikke svarede hende, fjernede den gode Kone sig, tog sin Rok og gav sig til at spinde.
— Oh! hold dog op! mumlede hun, idet hun troede at høre Binets Dreiebænk.
— Hvad er der i Veien? tænkte Ammen ved sig selv. Hvorfor er hun kommet herud?
Hun var løbet derud, grebet af en Slags Rædsel, der jog hende hjemmefra.
Liggende paa Ryggen, ubevægelig, med stive Blikke, skjelnede hun kun ubestemt sine Omgivelser, skjønt hun fæstede sine Tanker derpaa med en næsten idiotisk Vedholdenhed. Hun betragtede Afskalningerne paa Væggene, to Brande der røg Side om Side og en stor Edderkop, der krøb over hendes Hoved i en Bjælkerevne. Endelig samlede hun sine Tanker. Hun mindedes . . . en Dag med Léon . . . oh! hvor det var længe siden . . . Solen skinnede paa Floden, og Clematis'en duftede . . . bortført af sine Minder som af en
