Side:Fru Bovary.djvu/371

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

363

hun blev angst, og det lykkedes hende endelig atter at gribe sig selv vistnok paa en forvirret Maade, thi hun mindedes ikke Aarsagen til sin forfærdelige Tilstand, Pengespørgsmaalet. Hun led kun over sin Kjærlighed og følte sin Sjæl forlade sig gjennem dette Minde, som de Saarede i Dødskampen føle Livet svinde bort gjennem deres blødende Vunde.

Det blev mørkt, Kragerne fløi omkring hende.

Pludselig forekom det hende, at Ildkugler sprang om i Luften og skiftede Form, dreiede og dreiede sig, for endelig at smelte paa Sneen imellem Træernes Grene. Midt i hver af dem stod Rodolphes Ansigt. De mangfoldiggjorde sig, de kom nærmere, de gjennemtrængte hende, Alt forsvandt. Saa fik hun Øie paa Lysene i Husene, der straalede fra det Fjerne gjennem Taagen.

Da stod Situationen for hende i hele dens Rædsel. Hendes Bryst stønnede, som om det skulde brydes. I et Anfald af Heroisme, der næsten gjorde hende glad, løb hun ned ad Bukken, foer over Stien, gjennem Alleen, forbi „Hallerne” og naaede Apoteket.

Der var Ingen. Hun vilde gaae ind; men ved Lyden af Klokken kunde der komme Nogen, hun sneg sig da ind ad Ledet med tilbageholdt Aandedræt, og famlende sig frem langs Murene, naaede hun Kjøkkenvinduet, et Tællelys brændte paa Skorstenen, Justin stod i Skjorteærmer og skulde lige bringe en Ret ind i Spisestuen.

— Ah! de spiser, lad mig saa vente lidt!

Han kom tilbage. Hun bankede paa Ruden. Han kom ud.

— Nøglen! den til ovenpaa, hvor . . .

— Hvadbehager?

Han betragtede hende, forbavset over hendes blege Ansigt, der aftegnede sig aldeles hvidt mod den mørke Baggrund. Hun forekom ham forunderlig deilig og majestætisk som et