364
Fantom; uden at forstaae, hvad hun vilde, anede han noget Skrækkeligt.
Men hun vedblev hastig og sagte med en blid, smeltende Stemme: Jeg vil have den, giv mig den!
Og da Væggen kun var tynd, hørte man Gaflernes Raslen paa Tallerkenerne i Spisestuen.
Hun foregav at ville dræbe Rotter, der generede hendes Søvn.
— Men jeg maa dog først sige Herren . . .
— Nei! Bliv! og aldeles ligegyldigt tilføiede hun: — Det er ikke Umagen værdt, jeg skal strax fortælle ham det selv. Naa, lys for mig.
Og hun gik ind i Korridoren, hvor Døren til Laboratoriet var, der hang en Nøgle paa Væggen med Paaskriften „Kapernaum”.
— Justin! raabte Apotekeren utaalmodigt.
— Lad os komme op!
Og han fulgte hende.
Nøglen dreiede sig i Laasen, og hun gik lige henimod den tredie Hylde, saa godt ledede hendes Hukommelse hende, greb den blaa Krukke, rev Proppen af, stak Haanden ned deri og trak den op fuld et hvidt Støv, som hun gav sig til at sluge.
— Stans! udbrød han og kastede sig henover hende.
— Ti stille! der kunde komme Nogen.
Han var aldeles fortvivlet og vilde kalde.
— Sig blot ikke Noget, Alt vilde falde tilbage paa Din Herre.
Derpaa gik hun bort, pludselig beroliget og næsten glad som over at have opfyldt en Pligt.
