Side:Fru Bovary.djvu/375

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

367

syntes som stivnet under Uddunstning af Metaldampe. Hendes Tænder klapprede, hendes forstørrede Øine stirrede forvildet rundt omkring, og paa alle Spørgsmaal svarede hun kun med at ryste paa Hovedet, hun smilede endogsaa to eller tre Gange. Lidt efter lidt blev hendes Stønnen stærkere, der undslap hende en dump Hylen, hun paastod, at hun havde det bedre, og at hun strax vilde staae op. Men hun blev grebet af Konvulsioner og raabte: Ak, min Gud, det er ganske forfærdeligt!

Han kastede sig paa Knæ imod Sengen.

— Tal! hvad har Du nydt? Svar i Himlens Navn!

Og han betragtede hende med Øine saa ømme, som hun aldrig før havde seet.

— Nu vel! der . . . der . . . sagde hun med bristende Stemme.

Han sprang hen til Sekretæren, brak Seglet og læste høit: „Man anklage Ingen . . . han stansede, foer med Haanden henover Øinene og læste atter.

— Hvorledes! Til Hjælp!

Og han kunde kun gjentage Ordet: Forgivet, forgivet. Félicité løb efter Homais, der udbasunede det paa Torvet, Madam Lefrançois hørte det i „den forgyldte Løve”, Folk stod op for at meddele det til deres Naboer, og hele Natten var Landsbyen i Bevægelse. Bleg, ude af sig selv, stammende og nær ved at falde omkuld, tumlede Charles om i Værelset. Han stødte mod Møblerne, rev Haaret af Hovedet, aldrig havde Apotekeren troet at skulle faae et saa forfærdeligt Syn at see.

Han gik hjem igjen for at skrive til Doktorerne Canivet og Larivière. Han var nær ved at miste Forstanden, han skrev mere end femten Kladder.

Hippolyte tog til Neufchâtel, og Justin sporede Bovarys