368
Hest saa stærkt, at den blev liggende underveis, stivbenet og halvt død.
Charles vilde gjennemblade det medicinske Lexicon, han kunde ikke see Noget, Linierne dansede for hans Øine.
— Rolig! sagde Apotekeren, det gjælder blot om at finde en kraftig Modgift. Hvad Gift har hun taget?
Charles viste ham Brevet, det var Arsenik.
— Saa maa den analyseres, svarede Homais.
Thi han vidste, at der i alle Forgiftningstilfælde maa gjøres en Analyse, og den Anden, der ikke forstod det, svarede:
— Ja gjør det blot, gjør det blot, men frels hende.
Efter at være kommet tilbage til hende, sank han ned paa Tæppet og laae og hulkede med Hovedet imod Sengekanten.
— Græd ikke! sagde hun til ham. Snart skal jeg ikke længere pine Dig.
— Men hvorfor? Hvad har tvunget Dig dertil?
— Det maatte saa være, min Ven! svarede hun.
— Var Du ikke lykkelig? Er det min Skyld? Jeg har dog gjort Alt, hvad jeg formaaede.
— Ja . . . det er sandt . . . Du er et godt Menneske.
Hun strøg langsomt Haanden gjennem hans Haar, men denne blide Fornemmelse forøgede kun hans Bedrøvelse. Han følte hele sit Liv styrte sammen af Fortvivlelse over Tanken om at skulle miste hende i et Øieblik, hvor hun tilstod at nære større Kjærlighed til ham end nogensinde tilforn, og han fandt Intet, han vidste Intet, han vovede Intet, det Nødvendige i at fatte en øieblikkelig Beslutning var nær ved at gjøre ham forstyrret.
— Nu havde hun da endt, tænkte hun, med al den Skjændsel, Lavhed og alle de utallige Lyster, der pinte hende. Nu hadede hun Ingen, Tusmørke sænkede sig over hendes Tanker, og af hele Jordens Larmen hørte Emma kun dette stakkels
