369
Hjertes blide og utydelige Klager som et siste Ekko af en sig fjernende Symfoni.
— Bring mig Barnet! sagde hun og hævede sig paa Albuen.
— Du er vel ikke værre, vel? spurgte Charles.
— Nei, nei.
Barnet kom ind paa Pigens Arm i sin lange Natkjole, hvorfra de blottede Fødder stak frem, alvorligt og næsten halvt sovende. Hun betragtede med Forbavselse Værelset, der var i fuldstændig Uorden og blinkede med Øinene, blændet af Lysene, der brændte paa Møblerne. De mindede hende uden Tvivl om Nytaarsmorgen, naar hun blev vakt, mens det endnu var mørkt og bragt ind i sin Moders Seng for at faae sine Præsenter, thi hun gav sig til at sige:
— Men hvor er de henne, Mama? Og da Alle taug stille, tilføiede Barnet:
— Jeg seer ikke min lille Sko![1]
Félicité bøiede hende henover Sengen, mens Barnet stadig vedblev at see hen til Kakkelovnen.
— Har Ammen maaske taget den? spurgte hun.
Ved dette Navn, der bragte hende til at mindes sin Utroskab og sine Ulykker, vendte Emma Hovedet bort som væmmet ved Smagen af en endnu stærkere Gift. Barnet laae paa Sengen.
— Hvor Du har store Øine, Mama! hvor Du er bleg, hvor Du sveder! Moderen stirrede paa hende. — Jeg er bange, sagde den Lille og veg tilbage.
Emma greb hendes Haand for at kysse den, men Barnet stred imod.
- ↑ Det er en fransk Skik at lægge Præsenter til Børn i deres Sko om Nytaarsmorgen. O. A.
