370
— Nu er det nok! tag hende bort, udbrød Charles, der hulkede i Alkoven.
Derpaa hørte Symptomerne op et Øieblik, hun syntes mindre bevæget, og ved hvert ubetydeligt Ord, ved hvert roligere Aandedrag, fattede han nyt Haab. Da endelig Canivet kom, kastede han sig grædende i hans Arme.
— Ak! er det Dem! De er god! Men Alt gaaer bedre. See blot paa hende.
Hans Collega delte ikke denne Mening, og da han, som han selv udtrykte sig, „aldrig gjorde meget Vrøvl”, forordnede han Brækmidler, for at rense Maven fuldstændig.
Det varede ikke længe, før hun spyttede Blod. Hendes Læber klemte sig fastere sammen. Hendes Lemmer fortrak sig krampagtigt. Kroppen bedækkedes med mørke Pletter, og hendes Puls gled under Fingrene som en bristende Harpestreng. Derpaa gav hun sig til at skrige forfærdeligt. Hun forbandede Giften, bønfaldt den om at skynde sig og bortstødte med sin stivnede Arm Alt, hvad Charles, der led større Kvaler end hun, forsøgte at faae hende til at synke. Han stod op med Lommetørklædet for Munden, rallende, grædende og kvalt af den krampagtige Hulken, der rystede hele hans Legeme; Félicité løb frem og tilbage i Værelset, Homais stod aldeles stille og udstødte dybe Suk, og Canivet, der vedblev at bevare Koldblodigheden, begyndte ikke destomindre at føle sig forvirret.
— Men hun er jo dog renset . . . og fra det Øieblik Aarsagen ophører . . .
— Maa ogsaa Virkningen ophøre, svarede Homais, det er tydeligt.
— Frels hende! udbrød Bovary.
Uden at høre paa Apotekeren, der endnu vovede denne Hypothese, „det er maaske en gavnlig Paroxysme”, vilde Ca-
