371
nivet forordne Theriak, da man hørte Piskesmeld, alle Ruderne klirrede, og en Postkalesche med tre indtil Ørene tilstænkede Heste dreiede i flyvende Fart omkring „Hallerne”. Det var Dokter Larivière.
Synet af en Gud kunde ikke have vakt større Bevægelse. Bovary hævede Hænderne, Canivet holdt pludselig inde, og Homais aftog sin græske Hue længe før, han var kommet ind i Stuen.
Han tilhørte Bichats store kirurgiske Skole, denne nu forsvundne Generation af filosofiske Læger, der med en fanatisk Kjærlighed til deres Kunst udøvede den med Begeistring og Skarpsindighed. Alt skjælvede i hans Hospital, naar han var opbragt, og hans Elever havde en saa dyb Veneration for ham, at de ligesaasnart de havde nedsat sig, bestræbte sig for at ligne ham saameget som muligt — derfor gjenfandt man i alle de omliggende Byer hans lange Merinoskappe og hans store sorte Frakke, hvis opknappede Opslag faldt ned paa de kjødfulde Hænder, — meget smukke Hænder, der aldrig havde baaret Hansker, ligesom for at være hurtigere til at sænke sig i al mulig Nød og Elendighed. Da han nærede Foragt for Kors, Titler og Hædersbevisninger, var gjæstfri og gavmild, en sand Fader for de Fattige og øvede Dyden, uden selv at troe derpaa, vilde han næsten have gaaet for en Helgen, dersom ikke hans skarpe Vid havde gjort ham frygtet som en Dæmon. Hans Blik, som var mere gjennemborende end hans Dissektionsknive, gik lige til Sjælen og blottede hver Løgn trods alle Udflugter og al mulig Undseelse. Bevidstheden om et stort Talent, en betydelig Formue og fyrretyve Aars arbeidsomme og uplettede Tilværelse forlenede ham med en Art godmodig Majestæt.
Allerede i Døren rynkede han Brynene ved Synet af Emma, der laae udstrakt paa Ryggen med ligagtigt Ansigt
