Side:Fru Bovary.djvu/380

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

372

og aaben Mund. Idet han lod til at høre paa Canivets Beretning, strøg han Pegefingeren hen under Næsen og gjentog: vel, vel. Men han trak langsomt paa Skuldrene, Bovary iagttog ham, de saae paa hinanden, og denne Mand, der dog var vant til Synet af Sorgen, kunde ikke holde en Taare tilbage, der faldt ned paa hans Kalvekrys.

Han tog Canivet ind i Sideværelset, Charles fulgte efter.

— Hun er meget daarlig, ikke sandt. Kunde man ikke lægge Sennepskager? jeg veed ikke hvad! Find dog paa Noget, De har jo frelst saa Mange. Charles omslyngede ham med begge Arme og betragtede ham forvildet og bønfaldende, halvt faldet sammen mod hans Bryst.

— Mod, min stakkels Dreng! her er intet mere at gjøre. Og Doktor Larivière vendte sig bort.

— Tager De afsted?

— Jeg skal komme tilbage.

Han gik, som om han vilde give Postillonen en Ordre sammen med Canivet, der heller ikke skjøttede om at see Emma døe mellem Hænderne paa ham.

Apotekeren gik ned til dem paa Torvet, hans Temperament forbød ham at skilles fra berømte Mænd. Derfor besvor han Doktor Larivière om at vise ham den umaadelige Ære at spise Frokost hos ham.

Man sendte hurtig Bud efter Duer i „den forgyldte Løve”, efter alle Slagterens Koteletter, efter Fløde hos Tuvache og Æg hos Lestiboudois, og Apotekeren hjalp selv til ved Forberedelserne, mens hans Kone forlegent pillede ved sit Forklæde og fremstammede:

— De maa tage til Takke, min Herre, thi naar man ikke veed Besked den foregaaende Dag.

— De store Vinglas!!! hviskede Homais.