373
— Naar vi boede i Byen, kunde vi altid faae spækkede Fødder.
— Ti stille, til Bords, Doktor!
Efter den første Mundfuld fandt han det passende at meddele nogle Detailler angaaende Katastrofen.
— Først var der en Følelse af Tørhed i Svælget, dernæst utaalelige Smerter i Epigastrum, idelige Afføringer, Sovesyge.
— Men hvorledes har hun da forgivet sig?
— Det veed jeg ikke, Doktor, jeg aner ikke engang, hvorledes hun har kunnet forskaffe sig denne Arseniksyre.
Justin, der just traadte ind med en Stabel Tallerkener, blev grebet af en Skjælven.
— Hvad gaaer der af Dig? spurgte Apotekeren og ved dette Spørgsmaal lod det unge Menneske Alting falde paa Gulvet med et stort Rabalder.
— Fæhoved! Dumrian! keitede Drog! raabte Homais, men han beherskede sig strax igjen og vedblev: Jeg vilde forsøge en Analyse, og primo stak jeg ganske let et Rør . . .
— Det havde været bedre, bemærkede Kirurgen, om De havde stukket Fingrene ned i Svælget paa hende.
Hans Kollega, der nylig i Enrum havde faaet en drøi Straffepræken i Anledning af sine Brækmidler, taug ganske stille, den gode Canivet, der havde været saa uforskammet og høittalende ved Klumpfodamputationen, var idag bleven meget beskeden, han tillod sig kun et bifaldende Smil.
Homais var idel Stolthed og Glæde ved at være Vært, og Tanken om Bovarys Sorg bidrog ubestemt til at glæde ham, idet han anstillede en egoistisk Sammenligning mellem ham og sig. Doktorens Nærværelse bragte ham aldeles ud af sig selv; han udkrammede sin Lærdom, i forvirret Blanding anførte han spanske Fluer, Upas og Mancinillatræet, Hugormegift — „og jeg har endogsaa læst, at forskjellige Per-
