374
soner er blevet bedøvede, Doktor og ligesom lynslagne af Pølser, der havde gjennemgaaet en altfor stærk Røgning. I det Mindste stod det saaledes i en meget interessant Afhandling skrevet af en af vore farmaceutiske Storheder, den berømte Cadet de Gassicourt.”
Fru Homais kom ind med en af disse vaklende Maskiner, der opvarmes med Sprit, thi Homais yndede at lave sin Kaffe paa Bordet, han havde forørigt selv ristet, malet og blandet den.
— „Saccharum”, Doktor, sagde han, idet han bød ham Sukker. Derpaa lod han alle Børnene komme ind, han ønskede at erfare Doktorens Mening angaaende deres Konstitution.
Endelig vilde Hr. Larivière tage bort, da Fru Homais bad ham om en Kousulation angaaende hendes Mand. Hun mente, at hans Blod blev tykt, fordi han hver Aften tog sig en dygtig Lur efter Bordet.
— Aa, det er just ikke Blodet, der generer ham[1] — svarede Doktoren og aabnede Døren, idet han smilede lidt over dette Ordspil, som de Andre ikke lagde Mærke til. Men Apoteket var propfuldt af Folk, og han havde stort Besvær med at slippe fra Tuvache, der var bange for, at hans Kone havde Ansats til Brystsyge, fordi hun pleiede at spytte i Asken, fra Binet, der undertiden led af nervøs Sult, fra Fru Caron, der klagede over Svie og Kløe, fra L'heureux, der led af Svimmelhed, fra Lestiboudois, der havde faaet en Forkjølelse paa Halsen, fra Madam Lefrançois, der klagede over Mavesmerter. Endelig rullede Vognen afsted, og den almindelige Mening var, at han ikke havde opført sig videre forekommende.
- ↑ Originalen har her et uoversætteligt Ordspil mellem sens (Forstand) og sang (Blod). O. A.
