30
han havde Ord for at opføre sig godt, for at være sparsommelig og dygtig og vilde sandsynligvis ikke gjøre synderlig store Fordringer angaaende Medgiften. Og da nu Fa'er Rouault snart saae sig nødsaget til at sælge toogtyve Acres af sin Eiendom, da han skyldte meget til Murer og Sadelmager, og hans Perse skulde gjøres i Stand, sagde han til sig selv: „Dersom han frier til hende, saa faaer han hende”.
Henimod Mikkelsdag tilbragte Charles tre Dage paa Bertaux. Den siste Dag var gaaet ligesom de tvende foregaaende med at udsætte Frieriet fra det ene Kvarter til det andet. Fa'er Rouault gjorde ham Følgeskab, de gik paa en Hulvei og skulde til at skilles, nu var Øieblikket kommet. Charles vred sig langs hele Hækken, og da man endelig var kommet forbi den, mumlede han:
— Jeg vilde saa gjerne bede Dem om Noget, Hr. Rouault.
De stansede, Charles taug.
— Men saa kom dog frem med Deres Bøn! Troer De ikke, at jeg veed Alt? sagde Fa'er Rouault og loe saa smaat.
— Fa'er Rouault . . . . Fa'er Rouault . . . . stammede Charles.
— Ja, jeg ønskede Intet hellere, vedblev Forpagteren. Men skjøndt den Lille udentvivl nærer samme Tanker som jeg, maa jeg dog først spørge hende. Forføi De Dem nu bort, saa gaaer jeg hjem. Forstaa mig nu vel, hvis det er Ja, saa behøver De ikke at komme tilbage, for Folkenes Skyld, og desuden vilde det ogsaa gribe hende for stærkt. Men for at De nu ikke skal gaae reent ud af Dem selv af Utaalmodighed, saa smælder jeg Skodden op mod Muren; naar De hælder Dem hen over Hækken, kan De see det. Og han fjernede sig.
Charles bandt sin Hest til et Træ, han løb ind paa
