377
undertiden forlængede et Menneskes Tilværelse, naar han fandt det fornødent for dets evige Frelse, og Charles mindedes en Dag, da hun var ligesaa nær ved Døden og havde faaet den siste Trøst. Man burde maaske ikke opgive alt Haab endnu, tænkte han.
Hun kastede virkelig ogsaa Blikket langsomt rundt omkring, som en Person, der vaagner af en Drøm, derpaa bad hun med tydelig Røst om sit Speil, og hun bøiede sig nogen Tid hen derover, medens tunge Taarer flød ned ad hendes Kinder. Da bøiede hun Hovedet tilbage med et Suk og faldt om paa Puden. Brystet gav sig strax til at stønne hastig, hele Tungen stak frem af Munden, hendes rullende Øine blegnede som to Lamper, der slukkes, saa at man næsten kunde troe, at hun var død, hvis ikke rasende Rystelser havde gjennemfaret hende, som om Sjælen havde gjort Anstrengelser for at slippe løs. Félicité knælede foran Krucifixet, og selv Apotekeren sank lidt i Knæ, mens Canivet aandsfraværende stirrede ud paa Torvet. Bournisien havde atter givet sig til at bede med Ansigtet sænket mod Sengekanten og med den lange sorte Kappe slæbende efter ham i Værelset. Charles laae paa Knæ paa den anden Side med Armene udstrakte imod hende. Han havde grebet hendes Hænder og knugede dem, idet han skjælvede ved hvert af hendes Hjertes Slag som ved Stod af sammenstyrtende Ruiner. Og efterhaanden som hendes Rallen tiltog i Styrke, fremskyndede den Geistlige sine Bønner, de blandede sig med Bovarys kvalte Hulken, og stundom syntes Alt at forsvinde i en dump Mumlen af latinske Stavelser, der klang som Ligklokker.
Pludselig hørte man udenfor paa Fortouget en Lyd af tunge Træsko og Stokkestød mod Jorden, og der hævede sig en Stemme, en Stemme, der sang:
