378
Sommerdagen skjøn og varm
Fylder tidt med Elskov Gluttens Barm.
Hun hævede sig op som et galvaniseret Lig, med opløste Haar og stive og stirrende Blikke.
For at samle Kornet op, som meiet laae i Flæng
Bøied min Nanette sig imod den gyldne Eng.
— Den Blinde! udbrød hun.
Og Emma gav sig til at le med en gyselig, vanvittig, fortvivlet Latter, idet hun troede at see den Ulykkeliges hæslige Ansigt for sig som et Skræmmebilled i et evigt Mørke.
Det blæste saa lystigt den Dag, skal I vide,
Og pludselig flagred Skjørtet tilside.
En Konvulsion kastede hende tilbage. De traadte Alle nærmere, hun havde ophørt at leve.
IX.
Efter et Dødsfald indtræder der altid ligesom en dyb Forbavselse, i den Grad vanskeligt er det at forstaae, at Tilintetgjørelsen er indtraadt og at resignere sig til at troe derpaa. Men da han opdagede, at hun laae ubevægelig hen, kastede Charles sig hen over hende med Raabet: — Farvel! Farvel! Homais og Canivet drog ham ud af Værelset.
— Betving Dem dog!
— Ja, sagde han, idet han stred imod, jeg skal være fornuftig, jeg skal ikke gjøre Fortræd. Men slip mig! jeg vil see hende! det er jo dog min Kone!
Og han græd.
— Græd, sagde Apotekeren, giv kun Naturen frit Løb, det vil lindre Dem.
