379
Charles, der var bleven svagere end et Barn, lod sig føre udenfor, og Homais gik snart efter hjem til sig selv.
Paa Torvet blev han tiltalt af den Blinde, der havde slæbt sig til Yonville i Haab om at faae den lovede Salve og spurgte Enhver, der gik forbi, hvor Apotekeren boede.
— Nu har jeg ganske andre Ting at tænke paa. Kom igjen en anden Gang!
Og han gik hurtig ind paa Apoteket.
Han skulde skrive et Par Breve, lave en beroligende Mixtur til Bovary, hitte paa en Løgn, der kunde skjule Selvmordet og sætte den i Stil til Avisen, ikke at tale om, at der stod Folk og ventede paa ham, for at faae Oplysninger; og da alle Yonvilles Beboere havde hørt hans Historie om Arsenik, hun havde antaget for Sukker under en Tillavning af Vanillecrème, gik Homais atter hen til Bovary.
Han fandt ham ene (Canivet var nylig taget afsted), han sad i Lænestolen ved Vinduet og stirrede fjollet ned paa Gulvet.
— Nu maa De selv bestemme, hvad Tid Ceremonien skal foregaae, sagde Apotekeren.
— Hvorfor? hvilken Ceremoni? og stammende og forskrækket, tilføiede han:
— Nei, De mener det vel ikke, jeg vil beholde hende.
For ikke at tabe Fatningen maatte Homais tage en Karaffel paa Etagèren og gav sig til at vande Geranierne.
— Tak! sagde Charles. De er god.
Han fuldendte ikke, thi han var nær ved at kvæles under den Fylde af Minder, som Apotekerens Bevægelse vakte hos ham.
For at adsprede ham, fandt Homais paa at passiare lidt om Gartneriet, Planterne behøvede Fugtighed. Charles sænkede Hovedet som Tegn paa sit Bifald.
