383
paa engang uden at høre paa hvad den Anden sagde; Bournisien forargedes over en slig Frækhed, Homais forstenedes over en slig Dumhed, og de var ikke langt fra at skjælde hinanden ud, da Charles pludselig atter traadte ind. Han var ligesom forhexet, han gik stadig op og ned ad Trappen.
Han stillede sig ligeoverfor hende, for bedre at kunne see hende og fortabte sig i denne Beskuelse, hvis Dybde forhindrede den i længere at være smertelig.
Han mindedes Beretninger om Ligfald, Magnetismens Vidundere, og han sagde til sig selv, at det maaske ved stærk Villieskraft vilde lykkes at vække hende til Live. Engang bøiede han sig endogsaa hen over hende og raabte ganske sagte: „Emma, Emma”. Hans stærke Aandedræt fik Voxlysenes Flammer til at skjælve.
Ved Daggry ankom hans Moder; og da han omfavnede hende, brast han atter i en Strøm af Taarer.
Hun prøvede, ligesom Apotekeren allerede tidligere havde forsøgt, at gjøre nogle Forestillinger angaaende den bekostelige Begravelse. Men han blev saa heftig, at hun taug aldeles stille, han bad hende endogsaa om ufortøvet at begive sig til Byen for at kjøbe det Nødvendige.
Charles blev ene hele Eftermiddagen, Bertha var bleven bragt over til Fru Homais, Félicité var ovenpaa i Værelset med Madam Lefrançois.
Om Aftenen fik han Besøg, han stod op, tog Folk i Haanden uden at kunne tale og satte sig derpaa hen til de Andre, der dannede en stor Rundkreds om Kammen. Med sænket Hoved og det ene Ben lagt over det andet gyngede de Foden, idet de af og til udstødte et dybt Suk, de kjedede sig Alle ganske forfærdeligt, men kappedes af Høflighed om at blive længst.
Da Homais kom tilbage Klokken ni (i de siste to Dage
