Side:Fru Bovary.djvu/395

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

387

— Klip den selv af! sagde Apotekeren, og da hun var bange, nærmede han sig selv til Liget med Saxen i Haanden.

Han skjælvede saa stærkt, at han stak Huden paa Tindingerne paa forskjellige Steder. Endelig vilde han overvinde sin Bevægelse og klippede paa Lykke og Fromme et Par Gange, hvorved der blev hvide Pletter i dette rige mørke Haar.

Apotekeren og Præsten satte sig atter til deres Beskjæftigelser, men faldt fra Tid til anden i Søvn, hvorfor de gjensidig beskyldte hinanden ved hver ny Opvaagnen. Saa stænkede Bournisien Værelset med Vievand, mens Homais strøede lidt Klor paa Gulvet.

Félicité havde sørget for at stille en Flaske Brændevin, en Ost og et stort Hvedebrød hen til dem paa Kommoden, og henved Klokken fire om Morgenen sukkede Apotekeren, der ikke længere kunde holde det ud: Jeg kunde nok lide at faae Lidt at leve af — den Geistlige lod sig ikke bede ret længe, de tog godt for sig af Retterne og klinkede med hinanden, idet de smilede saa smaat uden egentlig at vide hvorfor, grebne af denne ubestemte Munterhed, der bemægtiger sig Sindet efter sørgmodige Timer. I Forstuen stødte de paa Haandværksfolkene.

Charles maatte i to Timer døie Hammerslagene. Derpaa sænkede man hende i Egetræskisten, som man satte i de to andre, men da Ligkisten var altfor vid, maatte Mellemrummene stoppes med Uldet af en Matras. Da endelig alle tre Laag var høvlede, tilnaglede og sveisede, stillede man den udenfor Husdøren, man aabnede Huset paa vid Gab, og Folk begyndte at strømme ind.

Fa'er Rouault kom, han besvimede paa Torvet ved Synet af det sorte Ligklæde.