Side:Fru Bovary.djvu/394

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

386

Da Charles traadte ind, vækkede han dem ikke, det var for siste Gang. Han kom for at sige hende Farvel.

De aromatiske Urter duftede endnu, og de hvirvlende blaalige Røgskyer blandede sig i Vindueskarmen med den indtrængende Taage. Der lyste dog nogle Stjerner, og Natten var mild.

Voxet fra Kjerterne faldt i tunge Draaber ned paa Sengelagnerne. Charles saae dem brænde, han anstrængte sine Øine ved at stirre ind i de gule Flammer.

Glanset i Atlasket spillede, under dets blændende Hvidhed forsvandt hun, det forekom ham, at hun strømmede ud og tabte sig ubestemt mellem sine Omgivelser, i Natten, i Tausheden, i den forbifarende Vind, i de fugtige Dampe, der steg op af Jorden.

Derpaa saae han hende pludselig i Haven ved Tostes paa Bænken lænet mod Tjørnehækken, paa Rouens Gader, paa deres Dørtærskel, i Forpagtergaarden. Han hørte atter de muntre Karles Latter, naar de dansede under Æbletræerne, Værelset var opfyldt af Duften af hendes Haar, og hendes Kjole hævede i hans Arme med en knittrende Lyd. Og dog var det hende selv, der laae der.

Saaledes stod han længe og gjenkaldte sig al sin forsvundne Lyksalighed, hendes Stillinger og Bevægelser, Klangen af hendes Stemme. Den ene fortvivlede Stemning fulgte uophørligt den anden som Bølgerne i en Sø, der løber over sine Breder.

Da blev han greben af en skrækkelig Nysgjerrighed, langsomt og famlende fjernede han Sløret med Fingerspidserne. Men han udstødte et Rædselsskrig, der vækkede de to Andre. De slæbte ham ned.

Kort efter sendte han Félicité op for at forlange en Lok af hendes Haar til ham.