385
— Men vil De da sige mig, hvorledes en Ægtemand for Exempel skal kunne bevare Skriftestolens Hemmeligheder? udbrød Bournisien.
Saa angreb Homais Skriftemaalet. Den Geistlige forsvarede det, han udbredte sig angaaende de Tilbagegivelser af Tyvekoster, det havde bevirket. Han anførte forskjellige Exempler paa Tyve, der ganske pludselig var blevet ærlige Mennesker, Militære, der havde nærmet sig Skriftestolen, havde følt Skjællene falde fra deres Øine. I Freiburg var der en protestantisk Præst, som . . .
Homais var faldet i Søvn, og da der ligeledes blev Præsten for beklumret, aabnede han Vinduet, hvorved Apotekeren vaagnede.
— Vil De have en Pris? spurgte Bournisien. Tag den kun, den holder vaagen.
Et eller andetstedsfra langt borte hørte de en idelig Hundegjøen.
— Kan De høre den Hundetuden? spurgte Apotekeren.
— Man paastaaer, at de kan lugte Lig, svarede den Geistlige, det er ligesom Bierne, de flagrer fra Kuben ved et Dødsfald. Homais bekjæmpede ikke denne Fordom, thi han var atter faldet i Søvn.
Bournisien, der var kraftigere, vedblev endnu i nogen Tid at bevæge Læberne ganske sagte; derpaa sænkede han umærkeligt Hagen, slap sin tunge, sorte Bog og gav sig til at snorke.
De sad ligeoverfor hinanden med fremskudt Mave, opsvulmet Ansigt og vranten Mine, efter saamegen Uenighed mødtes de endelig i samme menneskelige Svaghed, og de reiste sig ligesaalidt som Liget ved Siden af dem, der saae ud, som om det sov.
