393
som Skik og Brug fordrer det”. Og for at meddele sine Iagttagelser gik han fra den ene Gruppe til den anden. Man beklagede i al Almindelighed Emmas Død, navnlig L'heureux, der ikke havde forsømt at vise sig ved Begravelsen.
— Stakkels lille Kone! det er dog en stor Sorg for hendes Mand.
— Naar jeg ikke havde været, havde han saamænd taget Livet af sig, bemærkede Apotekeren.
— Det var saadan en rar Kone, forleden Lørdag var hun sandelig inde i min Butik.
— Jeg har desværre ikke havt Tid til at forberede mig paa et Par Ord, som jeg vilde have strøet paa hendes Grav, yttrede Homais.
Da Charles kom hjem, skiftede han Tøi, og Fa'er Rouault trak atter sin blaa Bluse paa. Da den var ny, og han tidt paa Veien havde tørret sine Øine paa Ærmerne, havde den smittet af paa hans Ansigt, og Graadsporene dannede ligesom Streger i det Lag af Støv, der tilsmudsede det.
Den gamle Frue sad hos dem, de taug alle tre stille. Endelig sukkede Fa'er Rouault: — Husker De, min Ven, at jeg engang kom til Tostes, ligesom De havde mistet Deres første Kone. Dengang trøstede jeg Dem, jeg havde jo Noget at sige Dem . . . men nu . . ., med et dybt Suk, hvorved hele hans Bryst hævede sig, tilføiede han: — nu er Alt forbi for mig, jeg har seet min Kone gaae bort . . . saa min Søn . . . og nu idag min Datter.
Han vilde strax hjem til Bertaux, han paastod nemlig, at det vilde være ham umuligt at sove i dette Hus. Han vilde ikke engang see sit Barnebarn.
— Nei, nei, det vilde kun gjøre mig altfor bedrøvet. Men kys hende mange Gange fra mig! Lev vel . . . De er en brav Fyr! Og jeg skal aldrig glemme dette her, sagde
