394
han og slog sig paa Laaret, det skal De ikke være bange for! De skal nok faae Deres Kalkun.
Men da han var kommet op paa Toppen af Vaklen, vendte han sig om, ligesom han tidligere havde vendt sig om paa Veien ved Saint-Victor, da han tog Afsked med hende. Alle Landsbyens Vinduer glødede under den nedgaaende Sols Straaler, han skyggede med Haanden for Øiet og opdagede i Horisonten en Indhegning af Mure, hvor Træerne hist og her dannede sort Krat mellem de hvide Stene; derpaa fortsatte han sin Vei i langsomt Trav, thi Klepperten haltede.
Charles og hans Moder blev trods deres Træthed siddende til langt ud paa Aftenen og passiarede sammen. De talte om de svundne Dage og om Fremtiden. Hun vilde komme til Tostes og opslaae sin Bolig der, hun vilde føre Hus for ham, de skulde aldrig skilles. Hun var opfindsom og kjærlig og frydede sig i sit Indre ved atter at gjenvinde en Kjærlighed, hun nu havde maattet savne i adskillige Aar. Klokken slog tolv, Landsbyen var tavs som altid, og Charles Tanker dvælede kun hos „hende.”
Rodolphe, der for at adsprede sig havde hugget Brænde hele Dagen, sov roligt paa sin Herregaard, og Léon slumrede hist nede.
Men der var En, der ikke sov i denne Stund.
Paa Graven mellem Granerne græd et knælende Barn, og hans taarekvalte Bryst stønnede i Mørket under en overvældende Sorg, blidere end Maaneskinet og dybere end Natten. Ledet raslede pludselig. Det var Lestiboudois, som kom efter sin Spade, han nylig havde glemt. Han saae Justin klatte op over Muren og vidste da, hvem den Misdæder var, der stjal hans Kartofler.
