403
len om og trykkede paa Fjedren. Alle Léons Breve laae der, denne Gang var der ikke længere nogen Tvivl mulig. Han læste dem ligetil det siste, rodede i alle Kroge, Hjørner og Skuffer, ude af sig selv, hylende, vanvittig. Han opdagede en Kasse og sparkede den op. Rodolphes Portrait sprang ham lige op i Ansigtet, mellem alle de henslængte Kjærlighedsbreve.
Man forbavsedes over hans Modløshed. Han gik ikke mere ud, modtog Ingen, nægtede endogsaa at aflægge sine Sygebesøg. Da paastod man, „at han lukkede sig inde for at drikke.”
Undertiden naar en Nysgjerrig hævede sig paa Taaspidserne for at kigge ind over Hækken, saae han med Forundring denne menneskesky Mand med det lange Skjæg, indhyllet i smudsige Klæder, grædende vandre frem og tilbage i Haven.
Om Sommeraftenerne tog han sin lille Pige med sig og gik ud paa Kirkegaarden. De vendte hjem ved mørk Nat, naar der ikke var noget andet Lys paa Torvet end Binets Lygte.
Imidlertid var det Vellystige i hans Sorg ufuldstændig, thi han havde Ingen, med hvem han kunde dele den, undertiden besøgte han Madam Lefrançois, for at kunne tale om hende.
Men Krokonen hørte kun flygtigt paa ham, hun havde selv sine egne Sorger, thi L'heureux havde endelig fat „Handlens Yndling” i Gang, og Hivert, der nød megen Anseelse for sin Dygtighed til at udrette Ærinder, fordrede Tillæg til sin Løn og truede med at gaae over til Konkurrenten.
En Dag, da Charles var taget til Markedet i Argueil for at sælge sin Hest, — hans siste Udvei — mødte han Rodolphe.
De blegnede ved Synet af hinanden. Rodolphe, som
