404
blot havde sendt sit Kort, fremstammede først nogle Undskyldninger, men blev derpaa dristigere og drev endogsaa sin Frækhed saa vidt, at han indbød ham til at drikke en Flaske Øl i Kroen, det var nemlig en meget varm Augustdag.
Han sad ligeoverfor ham, støttet paa Albuen, idet han passiarede og tyggede paa sin Cigar, og Charles fortabte sig i Drømmerier ved Synet af dette Ansigt, som hun havde elsket. Det forekom ham, at han gjensaae Noget af hende. Rodolphe blændede ham, han kunde have ønsket at være denne Mand.
Den Anden vedblev at tale om Agerbrug, Kvæg og Gjødning og tilstoppede med forslidte Fraser alle de Mellemrum, hvor en Hentydning kunde indsnige sig. Charles hørte ikke paa ham, Rodolphe lagde Mærke dertil, og han fulgte Erindringernes Gang paa dette bevægelige Ansigt. Lidt efter lidt farvedes det purpurrødt, Næseboerne bevægede sig hurtigt, Læberne dirrede; der var endogsaa et Øieblik, hvor Charles, opfyldt af et mørkt Raseri, fæstede Blikket paa Rodolphe, der i en Slags Skræk holdt op at tale.
Men snart viste atter den samme Dødstræthed sig paa hans Ansigt.
— Jeg er ikke vred paa Dem, sagde han.
Rodolphe var bleven stum. Med Hovedet skjult i Hænderne gjentog Charles med udslukket Stemme og med det resignerede Tonefald, som den uendeligt dybe Sorg har:
— Nei! Jeg er ikke længere vred paa Dem! Han tilføiede endogsaa et stort Ord, det eneste han nogensinde har sagt: — Det er Skjæbnens Skyld.
Rodolphe, der havde ledet denne Skjæbne, fandt ham vel godmodig for en Mand i hans Stilling, endogsaa komisk og ikke langt fra at være noget lav.
Næste Dag satte Charles sig ind paa Bænken i Lyst-
