Side:Fru Bovary.djvu/413

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

405

huset. Lysstraalerne faldt ind ad Tremmerne, Bladene paa Vinløvet tegnede deres Skygger paa Sandet, Jasminerne duftede, Himlen var blaa, Billerne summede om de blomstrende Lilier, og Charles kvaltes som en Yngling under den Fylde af vage erotiske Stemninger, der fik hans sorgfulde Hjerte til at svulme.

Klokken syv kom den lille Bertha, der ikke havde seet ham hele Eftermiddagen, for at hente ham ind til Maaltidet.

Han havde lænet sit Hoved tilbage mod Muren med lukkede Øine og aaben Mund og holdt en lang Fletning af mørke Haar i Haanden.

— Saa kom dog Papa! sagde hun til ham.

Og i den Tro at han vilde lege, stødte hun blidt til ham. Han faldt til Jorden. Han var død.

Sexogtredive Timer senere ilede Canivet til paa Apotekerens Anmodning. Han obducerede ham, men fandt Intet.

Da Alt var solgt, var der tolv Francs og femoghalvfjerdsinstyve Centimer til Rest, hvormed Berthas Reise til Bedstemoderen betaltes. Den gamle Kone døde det paafølgende Aar, og da Fa'er Rouault er bleven lam, maa en Tante tage sig af hende. Hun er fattig og sender Barnet til et Bomuldsspinderi for at tjene Føden.

Siden Bovarys Død har tre Læger fulgt efter hverandre i Yonville, uden at kunne trives der; Homais har slaaet dem Alle af Marken. Han har en glimrende Søgning, Autoriteterne forholde sig med ham, og den offenlige Mening beskytter ham.

Han har nylig faaet Æreslegionens Kors.