52
nede i Haven alle de lidenskabelige Digte hun kunde udenad, og sukkende sang hun smeltende Adagioer for ham, men det forekom hende, at hun selv var bagefter ligesaa rolig som før, og Charles lod heller ikke til at blive mere forelsket eller bevæget.
Da hun saaledes havde søgt at slaae Fyr mod hans Hjerte uden at have faaet en eneste Gnist til at springe frem deraf, og da hun forøvrigt ligesaa lidt var i Stand til at forstaae, hvad hun ikke følte, som til at troe paa Noget, der ikke yttrede sig under de vedtagne Former, overbeviste hun sig uden videre Besvær om, at Charles' Lidenskab ikke mere var synderlig kraftig. Hans Kjærlighedsudbrud var blevet regelmæssige, han kyssede hende til bestemte Tider. Det var en Vane blant alle hans øvrige, og ligesom en Dessert, man i Forveien veed, danner Slutningen paa det monotone Maaltid.
En Jagtbetjent, der engang var bleven kureret af Herren for en Brystbetændelse, havde foræret Fruen en lille italiensk Mynde, som hun medtog paa sine Spadsereture, thi hun gik undertiden ud for at være lidt alene og slippe den evindelige Have og den støvede Landevei af Syne.
Hun gik til Bøgekrattet ved Banneville hen til en forfalden Pavillon, der ligger ved et Hjørne mod en Mur og nogle Marker. I Grøften mellem Græsset stod lange Siv med skarpe Blade.
Først saae hun sig om for at opdage, om Intet havde forandret sig, siden hun havde været der sist. Hun gjenfandt Fingerbølleblomsterne og de gule Levkøier paa de samme Steder, de store Stene hegnede af Nælder og Mospletter langs de tre Vinduer, hvis Skodder raadnede hen paa deres rustne Hængsler. Hendes Tanker streifede først om uden noget bestemt Maal, ligesom hendes Mynde, der beskrev Kredse i Græsset, gjøede ad de gule Sommerfugle, jagede efter Markmusene eller bed i Valmuerne langs Kornmarkerne. Lidt efter
