53
lidt fæstnede hendes Tanker sig dog, og siddende paa Græsset gjentog Emma: „Hvorfor har jeg dog giftet mig?” Hun spurgte sig selv, om Skjæbnen ikke kunde have ladet hende møde en anden Mand, og hun søgte at forestille sig de Begivenheder, der da kunde være indtruffet, dette forskjellige Liv, denne Mand, hun ikke kjendte. Alle lignede dog ikke Charles! Han havde kunnet være smuk, aandrig, elegant, tiltrækkende, slige Mænd havde vel hendes gamle Skoleveninder ægtet. Hvad foretog de sig nu? Inde i Byen med dens larmende Gader, dens oplyste Theatre og straalende Baller førte de Tilværelser, hvorved Hjertet udvides og Sanserne henrykkes. Men hendes Liv var koldt som et Loft, hvis Luge vender mod Nord, og ligesom en stille Edderkop spandt Kjedsomheden sit Væv langs hendes Hjertes Kroge. Hun mindedes de Dage, da Præmieuddelingen fandt Sted, og da hun steg op paa Estraden for at modtage sine smaa Kranse. Med sit flettede Haar, sin hvide Kjole og sine aabne Brunelssko faae hun saa nydelig ud, og naar hun gik tilbage til sin Plads, bøiede Herrerne sig hen imod hende for at sige hende Komplimenter. Gaarden var fuld af Kjøretøier, man raabte Farvel til hende fra Vogndørene, Musiklæreren gik forbi med sin Violinkasse og hilste. Hvor det allerede laae langt tilbage! hvor det dog var længe siden!
Hun kaldte paa Djali, tog den mellem sine Knæ, strøg med Fingrene henover dens spidse, fine Hoved og sagde til den: „Kys Din Frue, Du har ingen Sorger!” men ved at betragte det slanke Dyr, der gabede langsomt med et melankolsk Udtryk, blev hun bevæget, og idet hun sammenlignede den med hende selv, gav hun sig til at tale høit til den ligesom til en Bedrøvet, man trøster.
Stundom hævede der sig Vindstød, Havbriser, der pludselig foer hen over Sletten og førte en saltagtig Friskhed langt
